December 2016

Kære medlemmer,
Man ved ikke helt om vinteren står for døren. I denne uge kunne man rent faktisk mærke at solen varmede. En anderledes december …
Herunder er der lidt nyt fra bestyrelsen.
Beskatning af udlodning fra salget af nyttehaverne – endeligt svar fra SKAT
I juli måned 2016 modtog Gefion, efter gentagne rykkere til vores skatterevisor Revitax, endelig det bindende svar fra SKAT. Desværre for os var svaret at udlodningen skal beskattes som personlig indkomst.
Sagsforløbet med Revitax har dog været yderst kritisabelt. For at gøre en lang historie kort havde Revitax modtaget svar fra SKAT allerede i foråret men glemt at fremsende det til os på trods af rykkere. Det betød at vi forpassede både høringsfristen og indsigelsesfristen. Ikke at det havde gjort den store forskel på udfaldet af det bindende svar – men alligevel.
Gefion bad herefter Revitax om at frafalde deres honorar p.g.a. den uprofessionelle sagsbehandling, hvilket Revitax indvilgede i uden yderligere diskussion.
Bestyrelsen fik efterfølgende sagen gennemgået, uden beregning, af Advokat Lise Aagaard fra Advodan som, desværre, kom frem til den samme konklusion som SKAT, nemlig at udlodningen skal beskattes som personlig indkomst. Bestyrelsen besluttede herefter ikke at gøre videre i sagen.
Det bindende svar betyder at de medlemmer som ikke har opgivet udlodningen på deres selvangivelse for 2014 nok skal forvente at blive kontaktet af SKAT i en ikke al for fjern fremtid. Hvorvidt de medlemmer der opgav beløbet i 2014 som kapitalindkomst vil falde for en bagatelgrænse, eller kan se frem til en regulering, er uvist.
Klimatilpasningsprojektet på Engvej
Ifølge den oprindelige plan skulle projektet godkendes endeligt af Forsyningssekretariatet med udgangen af november 2016.
Bestyrelsen blev imidlertid inviteret til et opdateringsmøde hos HOFOR i september hvor ny information blev præsenteret.
For at kunne godkende projektet udbad Forsyningssekretariatet sig nu et underskrevet generalforsamlingsreferat fra alle deltagende foreninger hvoraf det fremgik at foreningen tilsluttede sig medfinansieringsaftalen. Dette kunne een af foreningerne i “vores” projekt desværre ikke mønstre, og sandsynligvis har det også været et problem for andre foreninger.
I erkendelse af at selve finansieringsmodellen nok var det der udgjorde det største problem for foreningerne tilbød HOFOR derfor at de projekter der allerede var prækvalificeret under aftalen om 100% finansiering, herunder vores projekt, kunne overgå til en fuldt finansieret projektaftale med HOFOR i stedet.
Det betyder at der ikke længere indgår en finansieringmodel hvor grundejerforeningerne skal betale entreprenøren gennem lånte midler, men at HOFOR overtager både projekterings- og finansieringsansvaret.
Efter rådslagning med de andre foreninger, samt i Gefions bestyrelse, blev vi enige om at lade projektet overgå til denne model.
Her står vi så i dag, og har haft det første indledende møde med det nye rådgivende ingeniørfirma Orbicon.
En ny projektskitse skal være færdig senest 1. marts 2017. Hvorvidt det rent faktisk kan lade sig gøre at etablere en egentlig skybrudsvej står stadig åbent, men vi håber på en løsning der passer ind i planerne for det omkringliggende område med øje for at ikke alle Københavns Kommunes klimatilpasningsprojekter kan udføres på een gang. Det kunne tænkes at vi finder en løsning i flere faser, som til slut ender med at etablere Engvej som skybrudsvej.
Vores veje
Der opstår stadig slaghuller på Engvej p.g.a. vejens generelt dårlige tilstand.
Derudover kørte en skraldebil i juli måned bogstavelig talt gennem asfalten ud for nr. 28, og efterlod et meterdybt hul i vejen.
Det viste sig at Engvej, i hvert fald på dette sted, er funderet på byggeaffald (murbrokker mv.) som normalt ikke kan udgøre underlaget for en vej. Entreprenøren måtte køre meget byggeaffald væk, og fundere efter forskrifterne før de asfalterede igen.
Dette skal vi have in mente hvis vi ikke formår at lande en aftale om et klimatilpasningsprojekt på Engvej. Det betyder formodentligt at en evt. renovering af Engvej vil være ekstra omkostningstung hvis vejen skal gen-funderes på større områder.
Så længe klimatilpasningsprojektet er aktuelt giver det dog ikke økonomisk mening at gøre andet end at reparere slaghullerne efterhånden som de opstår (de er midlertidig fyldt med stabilgrus – asfalt er på vej)
Fortovsopretning på Neapelvej står stadig på to-do listen. Vi har ikke haft det store held med vores entreprenører i år, og er netop gået i gang med at indhente en ny runde tilbud på arbejdet.
Vi har en fordybning i asfalten ud for Genuavej nr. 17. Vi formoder at det skyldes enten mangelfuld fundering efter reparation af en vandledning for år tilbage eller, måske værre, at det stadig siver lidt. Bestyrelsen har kontaktet HOFOR om sagen. HOFOR er dog tilbageholdende med at gå i gang med arbejdet da de ikke umiddelbart mener at det siver, og at den pågældende reparation er mere end fem år gammel. Vi tager en omgang til med HOFOR, og håber de vil se nærmere på sagen. Alternativt må vi fylde fordybningen ud og holde øje med eventuel forværring.
Huskeliste
– Hold et vågent øje med jeres nabohus i den søde juletid. Både hvad angår indbrud, fyldte tagrender, åbne tagvinduer mm.
– Hold fortovet farbart og isfrit gennem vinteren.
– Se folderen om placering af containere på vejen (forholdsvis stramme regler).
– Anmod om at få leveret dine (bygge)varer på små lastbiler.
Bestyrelsen ønsker alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår