Meld dig som hjerteløber – vi har brug for dig!

Kære medlem af grundejerforeningen

Til efteråret lancerer TrygFonden i samarbejde med Region Hovedstaden et pilotprojekt, hvor alle i regionen har mulighed for at registrere sig som hjerteløber. Som hjerteløber melder du dig frivilligt til at løbe ud med en hjertestarter og yde hjertelungeredning, hvis der sker et hjertestop i nærheden af dig. Det er 1-1-2 Alarmcentralen, der automatisk sender dig af sted via TrygFondens app ”Hjerteløber”. Som hjerteløber er du en ekstra ressource til ambulance og det øvrige beredskab. Hjerteløber-projektet er tidligere afprøvet i Sverige med gode resultater til følge, og dansk forskning viser, at hvis en person med hjertestop modtager hjertelungeredning og får stød med hjertestarter, inden ambulancen ankommer, øges overlevelseschancen markant, ligesom chancen for, at den overlevende kan vende tilbage til et godt og normalt liv, forbedres.

Hvad kræver det af dig?
For at blive hjerteløber kræver det, at du har en smart-phone og kan løbe ca. 500 meter. Det er en ekstra styrke, hvis du også har modtaget træning i livreddende førstehjælp – men dette er ikke et krav. Hjerteløber-projektet lanceres den 1. september 2017 i Region Hovedstaden som et pilotprojekt. Du kan derfor kun blive tilkaldt som hjerteløber til hjertestop i Region Hovedstaden.

Tilmeld dig som hjerteløber allerede nu
For at melde dig som hjerteløber, skal du downloade TrygFondens app ”Hjerteløber” i App Store eller Google Play og registrere dig. Du finder en detaljeret guide til tilmelding sidst i denne mail. Du kan også læse mere om hjerteløber-projektet her: https://hjertestarter.dk/saadanredderduliv/bliv-hjerteloeber

Download appen til iPhone her: http://bit.ly/2sEvIoU
Download appen til Android her:
http://bit.ly/2tDOkJQ

Vi håber meget, at du har mod på at melde dig som hjerteløber allerede nu, så du kan være med til at redde liv, når projektet er oppe at køre den 1. september 2017. Du er også meget velkommen til at dele denne mail med andre potentielle hjerteløbere.

De bedste hilsner

TrygFonden

———————————————————————————————————

Guide til tilmelding
Du melder dig som hjerteløber ved at downloade appen ”Hjerteløber” og registrere dig. Appen ”Hjerteløber” findes i både App Store og Google Play. Når du åbner appen og bliver bedt om at registrere dig, skal du oplyse følgende: Navn, mobilnummer, e-mail, om du har et sundhedsfagligt erhverv, region, om – og i så fald hvornår – du senest har trænet hjerte-lungeredning, samt hvorvidt du har adgang til en hjertestarter. Det er ikke et krav, at du har modtaget træning i livreddende førstehjælp eller har adgang til en hjertestarter.

Så snart du har downloadet appen og registreret dig, kan du efter 1. september 2017, hvor projektet går i gang, blive alarmeret, hvis en person falder om med hjertestop i nærheden af dig. For at systemet kan lokalisere dig og sende en alarm til dig, når der sker et hjertestop, er det vigtigt, at du tillader, at appen må anvende din position og sende dig ”push”-beskeder. Du kan til enhver tid framelde dig som hjerteløber.